Musikforeningen Urania’s historie
2001 – 2005
Som det tidligere er nævnt i beretningen om Musikforeningen URANIA’s er foreningens aktiviteter gennem årene blevet så mangfoldige, at alt ikke kan medtages her. Det følgende indeholder derfor kun de koncerter, arrangementer og øvrige hændelser, som i årene 2001 – 2005 skønnes at være de mest markante.
Det er naturligt, at Underholdningsorkestret – nu Næstved Byorkester som foreningens suverænt største gruppe med i dag over 70 medlemmer får den meste omtale. Men også de øvrige grupper – Glasorkestret, Tyrolerorkestret og Swing Groupen – har naturligvis hvert år en række arrangementer, som blot ikke alle kan omtales udførligt.
2001
Årets første – og man kan vel tilføje også årets største – begivenhed var nytårskoncerten i Næstved-Hallerne i januar. Selvom den første nytårskoncert året før havde givet underskud og kun tiltrukket et begrænset antal tilhørere, var man enige om, at dette var noget, som burde gentages.
Mens koncerten året før fandt sted en fredag aften, havde man i 2001 valgt at henlægge den til en søndag eftermiddag. Om det var dette eller om det var den gode omtale fra året før, der gjorde det, kan ikke siges. Men tilhørerantallet var i hvert fald steget en del. Hvor det i år 2000 var Keld og Hilda Heick, der var det professionelle indslag, havde man iår engageret Tonny Landy og Tove Hyldgaard. Desuden medvirkede bl.a. et sækkepibeorkester, som iklædt flotte uniformer spillede både alene og sammen med Underholdningsorkestret.
Med et godt varieret og publikumsvenligt program blev koncerten en succes, så meget at man nu var overbevist om, at her var startet en tradition, som burde videreføres. For det første vil man jo altid gerne kunne give publikum en god oplevelse og for det andet er et så stort arrangement et godt mål for orkestret at arbejde hen imod og dermed med til at gøre musikerne stadig dygtigere.
På generalforsamlingen i februar kunne man konstatere, at foreningens forskellige musikgrupper tilsammen havde afholdt 28 koncerter i det forløbne år. For mit eget vedkommende blev denne generalforsamling en milepæl, idet jeg havde besluttet – og i god tid i forvejen meddelt den øvrige bestyrelse – at jeg ville stoppe mit virke i foreningen efter at jeg et par måneder forinden havde nået folkepensionsalderen. Det var blevet til 21 dejlige år i URANIA med en perlerække af gode og spændende oplevelser, men nu følte jeg, at tiden var inde til andre gøremål. Dette indebærer så, at hvor jeg hidtil har kunnet basere historieskrivningen på egne oplevelser, vil den kommende nedskrivning alene være baseret på, hvad andre har nedfældet og/eller har kunnet fortælle mig.
Som min efterfølger på formandsposten valgtes faglærer Erling Andersen, der allerede tidligere havde bestridt denne post fra 1991 til 1997.
I begyndelsen af maj var det igen tid til at aflægge det traditionelle besøg hos Hovmantorp Musikkår i Sverige. En lørdag eftermiddag afholdtes en meget vellykket og velbesøgt koncert i Folkets Hus i Hovmantorp af et orkester bestående af 25 svenske og 35 danske musikere, på skift dirigeret af henholdsvis Hovmantorps og URANIA’s dirigenter. Traditionen tro samledes alle derefter om aftenen til fællesspisning og kammeratligt samvær med sang, dans og musikalsk underholdning.
Midt på sommeren fik man en lørdag besøg af Slagelse Garden, som først fik en rundvisning på Glasværket og efter frokosten afholdt fælleskoncert med URANIA på plænen ved Glasværket. At dette besøg var kommet i stand skyldtes, at de to orkestre på dette tidspunkt havde samme dirigent, nemlig Torben Kaarslev, som i øvrigt havde fødselsdag på selve besøgsdagen og følgelig blev hyldet på behørig vis.
Gennem sommermånederne havde Swing Groupen sammen med Holmegaard-Koret brugt tid og kræfter på at indstudere et vanskeligt fællesnummer – Duke Ellingtons ”Sacred Concert”. Dette værk blev nu med stor succes opført to gange sidst på året i henholdsvis Holmegaard-Hallen og Jystrup Præstegård under ledelse af Jens Due fra Holmegaard Musikskole.
Udover det ovennævnte blev der i årets løb afholdt koncerter på Glasværket, på Haslev Seminarium, i Gavnø Slotspark, ved Holme-Olstrup gadekær, på Grønnegades kaserne, på Marjatta-hjemmet, i Lyngby, i Niløse kirke, i Næstved Storcenter, på Brøderup Ungdomsskole og flere andre steder.
2002
På den ordinære generalforsamling kunne man dette år udnævne endnu et æresmedlem af foreningen: Erik Gunborg, som havde rundet 40 års medlemskab og bl.a. i en årrække fungeret som orkesterleder for Swing Groupen.
Senere på året måtte der afholdes en ekstraordinær generalforsamling på grund af ændrede kontingentregler.
Ellers må der i 2002 fremhæves 3 større begivenheder.
For det første den årlige nytårskoncert i januar. Rygterne om de 2 tidligere koncerter havde tilsyneladende bredt sig, for nu kunne man næsten fylde Næstved-Hallen. Endnu et flot og festligt program løb af stabelen med URANIA’s Underholdningsorkester som det bærende fundament og derudover sangeren Jesper Lundgaard, URANIA’s egen sangerinde Pernille Wolder, solotrompetist Dennis Andersen fra Lyngby-Tårbæk Brass Band samt ”Det hvide Kor” bestående af 60 sangere fra Næstved, Slagelse og Vordingborg.
Om afslutningen på koncerten skrev ”Ugebladet” efterfølgende: ”Sluttelig forenede solister, kor, orkester og publikum sig i en fejende flot finale – ”Pomp and Circumstance”. Man følte sig næsten hensat til TV’s udsendelser fra promenadekoncerterne i Albert Hall i London, da balloner dalede ned fra loftet og publikum svingede med de udleverede flag og fyrværkeri eksploderede i en regn af gnister over scenen”.
En anden af årets store begivenheder var Underholdningsorkestrets tur til Fredensborg på en meget varm sommerdag i august. Anledningen var FredensborgHumlebæk Byorkesters 20 års fødselsdag. Ni inviterede orkestre og musikkorps deltog med musik dagen igennem på byens torv, gennem gaderne og på festpladsen overfor Fredensborg Slot. URANIA afholdt om formiddagen ½ times koncert på torvet og om eftermiddagen 3 kvarter på festpladsen. Efter den sidste koncert blev orkestermedlemmerne og deres medbragte ægtefæller inviteret på en flot rundvisning med guide gennem Fredensborg Slotspark og Orangeri.
Arets tredje store begivenhed omhandlede URANIA’s Tyrolerorkester. Opstået i 1977 kunne orkestret iår fejre 25 års jubilæum, hvilket jo måtte markeres. Mange forskellige forslag var fremkommet og kasseret igen, indtil man sluttelig enedes om, atdet skulle være en tur for orkestermedlemmerne med ægtefæller til Tyskland ug Østrig. Det blev for deltagerne en uforglemmelig tur, som – kort fortalt – indeholdt et besøg på ”Melton Musikinstrumentfabrik” i byen Geretsried ved Garmisch-Partenkirchen, indkvartering med 2 overnatninger i byen Puch nær Salzburg, tur til saltminerne i Hallein samt til Salzburg, hvor der var et specielt musikalsk arrangement med deltagelse af 16-17 orkestre. Den sidste aften kunne vores ”tyrolere” så selv stå for underholdningen på hotellet, hvor man boede. Turen blev finansieret ved hjælp af deltagernes egne bidrag plus tilskud fra Holmegaard Glasværk og URANIA’s bestyrelse.
2003
Dette blev et år med 2 større udenlandske besøg.
Men først – for fjerde år i træk – nytårskoncerten. Tid og sted som de foregående år.
Efterhånden var det gået op for flere og flere mennesker i Næstved og omegn, at URANIA havde et særdeles velspillende orkester, som var værd at lytte til og at foreningen kunne stable nogle nytårskoncerter på benene, som det var værd at overvære. Dette resulterede år for år i et stigende antal tilhørere, som nu kunne fylde hele Næstved-Hallen.
Underholdningsorkestret var vokset til over 50 deltagende amatørmusikere og orkestrets musikalske niveau blev stadigt højere. Og årets solister var ligeledes på et højt underholdningsmæssigt niveau. Sangeren Jesper Lundgaard medvirkede for andet år i træk og naturligvis igen Pernille Wolder. Derudover Pernille Kaarslev, datter af dirigenten Torben Kaarslev, med nogle meget flotte waldhorn-soli samt Næstved-Koret med nogle herlige sange. Efterhånden var der også så mange dygtige musikere i orkestret, at flere af disse kunne optræde med egne solonumre.
Pressen anmeldte bl.a. koncerten således: ”Forrygende flot nytårskoncert. Ny tårs koncerten i Næstved-Hallerne i søndags blev en stor succes og alle pladser udsolgt. Stemningen blandt publikum var fantastisk og de mange numre fik stort bifald. Sangerne Jesper Lundgaard og Pernille Walder leverede musical-ørehængere, medlemmer af Næstved-Koret løftede røsten både morsomt og magtfuldt, Pernille Kaarslev viste hvad man kan med et waldhorn og Annettes Danseinstitut optrådte. Et af de fine ekstra indslag i koncerten var ”Oh mein Papa”, som Pernille Wolder sang nok så smukt, mens URANlA-trompetisten Jacob Clausen spillede det hjerteskærende frem i den gamle tåreperser, klædt som sangens farmand, “den hvide klovn”.
Det første af årets udenlandske besøg fandt sted i pinsedagene og kom fra Sverige, nemlig de mangeårige musikalske venner fra Hovmantorp Musikkår. Mangeårige fordi det netop her i 2003 var 50 år siden man var mødtes første gang. Derfor måtte der gøres noget ekstra ud af besøget, der forløb som følger: Modtagelse på Holmegaard Rådhus med velkomst af borgmesteren og påfølgende traktement i kantinen. Fællesorkesterprøve. Koncert af begge orkestre ved Glaskroen, ved gadekæret i Fensmark og i Gisselfeld Slotspark og sluttelig stor jubilæumsmiddag og -fest i Birkebjergeentrets festsal i Næstved.
I aftenens løb underholdt bl.a. URANlA’s Swing Group og der var taler, diverse festlige indslag og overrækkelse af gaver. Gaven til URANIA fra svenskerne var en stor flagdug, som på elegant måde sammensmeltede det svenske og det danske flag som symbol på det mangeårige gode samarbejde.
De næste udenlandske gæster ankom til Sct. Hans, – og noget længere væk fra, nemlig U.S.A. Det var et særdeles velspillende amerikansk orkester ”Blue Lake 2003 International Community Band”, der som et led i en rundtur i Europa lagde vejen omkring Næstved. I Grønnegades kasernes Ny Ridehus bød Næstveds borgmester velkommen og man afholdt en for amerikanerne og URANIA’s Underholdningsorkester fælles åben orkesterprøve. Den følgende dag fik gæsterne en rundvisning på Holmegaard Glasværk plus et besøg i Næstved Storcenter og om aftenen, Sct. Hans aften, fælleskoncert i Vejlø præstegårdshave.
Af andre særlige begivenheder dette år kan nævnes, at foreningens medlemsblad ”NODEBLADET” nu havde eksisteret i 10 år med 4 årlige udgivelser og at der efterhånden var ret mange gamle trofaste medlemmer i foreningen. Således kunne man på årets generalforsamling uddele en nyindført 40-års-nål til ikke mindre end 5 medlemmer, som i henhold til vedtægterne derved også blev æresmedlemmer og kontingentfrie.
2004
Måske kan det virke lidt trivielt, at hvert år indledes med en omtale af nytårskoncerten. Men dels er det jo normalt årets første større begivenhed og dels har den udviklet sig til at blive de enkelte års suverænt største arrangement. Altså må den med endnu engang.
Den professionelle sanger var dette år Caspar Phillipson, som optrådte både med solosang og i duetter med Pernille Wolder. Pernille Kaarslev imponerede endnu engang mit sit eminente waldhorn-spil, både NæstvedKoret og Herlufsholm-Koret sang og Annettes Danseinstitut leverede danseindslag. Succesen var atter i hus.
En anden stor oplevelse i 2004 var en tur til Bornholm i juni måned for Underholdningsorkestrets medlemmer med ægtefæller. Foreningen havde stadig vokseværk og kunne nu registrere 86 medlemmer, hvoraf mere end 60 i Underholdningsorkestret, som i årets løb ydede en stor og engageret indsats med ugentlige prøveaftener, mange koncerter samt hjemmeøvelser m.m. Som påskyndelse for denne indsats og for at fremme det sociale aspekt havde bestyrelsen arrangeret en 4-dages tur til klippeøen med indkvartering i feriecentret ”Æblehaven” i Sandvig-Allinge. Dagene derovre gik dels med sightseeing rundt på øen og dels med 2 koncerter, en udendørs i Sandvig og en indendørs i Åkirkeby-Hallen.
Koncerten i Åkirkeby-Hallen indeholdt for orkestret et særligt element, nemlig at det var dirigenten Torben Kaarslevs sidste koncert med URANIA.
Efter 11 år som fast dirigent for Underholdningsorkestret havde Torben forud meddelt, at han nu ved sit fyldte 60. år havde til hensigt at gå på efterløn og trække sig lidt ud af sine mange musikalske aktiviteter. Ved aftenfesten derovre i Sandvig-Allinge kunne foreningen så takke Torben for en fremragende indsats gennem de mange år, hvor det var lykkedes ham at bringe orkestrets musikalske formåen betydeligt i vejret. Der blev overrakt gaver og i en sang skrevet til Torben i anledning af hans fratrædelse lød det bl.a.:
”Vi fik lært hvad et f og et p betød
og at slutte af på engang.
Ved din entusiasme og med din glød
fik orkestret en bedre klang”.
Men en ny dirigent stod allerede klar i kulissen. Bestyrelsen havde indgået aftale med Lars Jensen, som i et antal år havde været dirigent for Næstved-Koret. At Lars havde kapacitet til at efterfølge Torben Kaarslev herskede der ingen tvivl om, når man vidste, at han havde fået sin musikalske grunduddannelse i Tivoli-Garden, hvor han spillede klarinet og sluttede som musikkorpsets dirigent. Som voksen studerede Lars yderligere musik, spillede i flere forskellige orkestre såvel på amatør- som professionel basis, blev dirigent for et par orkestre samt for Tårnby-Koret og nu altså, efter at være flyttet til Næstved, for Næstved-Koret. I kraft af deres fælles dirigent kom dette så også til at betyde et tættere samarbejde mellem URANIA og Næstved-Koret.
Swing Groupen kunne igen i 2004 optræde med ”Sacred Concert”, denne gang i en ny udgave ved 3 koncerter og nu sammen med både Holmegaard-Koret og Storebæltskoret fra Korsør.
I slutningen af året bekendtgjordes det, at udviklingsselskabet IBCO havde købt Holmegaard Glasværks jord og ejendomme med henblik på at etablere et ”oplevelsescenter” med arbejdende glasmagere, museum, salgsboder m.m. Alt dette skulle vise sig at få betydning for URANIA, idet glasværkskantinen, URANIA’s mangeårige øvelokale, forventedes at ville blive inddraget til det nye store projekt. Måske var dette held i uheld, for URANIA? – Herom nærmere under år 2005.
I anledning af den kommende sammenlægning af de 5 kommuner Næstved, Fladså, Fuglebjerg, Holmegaard og Suså afholdtes der i december en ceremoni i Næstved Ny Ridehus, hvor borgmestre og kommunaldirektører fra de 5 kommuner satte deres underskrifter på det brev til indenrigsministeriet, som bekræftede, at man var enige om sammenlægningen pr. 1. januar 2007. Da man ønskede, at dette skulle fremstå som en glædelig begivenhed, havde man engageret både URANIA’s Underholdningsorkester og Fanfaregruppen til at festliggøre arrangementet.
Også foreningens øvrige grupper havde et travlt år 2004. Tyrolerne optrådte bl.a. på Gavnø, i Køge og i Fakse Ladeplads og Swing Groupen i Næstved, Fensmark, Fakse og på Menstrup Kro.
2005
Nu må jeg jo endelig ikke glemme nytårskoncerten!
Solister igen Caspar Phillipson, Pernille Wolder, Næstved-Koret, Herlufsholm-Koret og Annettes Danseinstitut, suppleret med den utroligt dygtige og meget underholdende fløjtenist Claus Ettrup Larsen fra Aalborg Symfoniorkester. Og så bør det absolut tilføjes, at orkestrets nye dirigent Lars Jensen klarede sin nytårskoncertdebut med bravour. Disse nytårskoncerter havde nu opnået en sådan popularitet, at alle billetter var udsolgt flere måneder i forvejen.
Jeg skal i øvrigt her i 2005 ikke bruge pladsen på at omtale årets andre forskellige koncerter og arrangementer, men vil hellere koncentrere mig om langt vigtigere ting, som fandt sted i årets løb.
De i 2004 omtalte ombygninger på Glasværket havde selvfølgelig sat tanker i gang hos URANIA’s bestyrelse. Heldigvis var det en forudseende og handlekraftig bestyrelse, som tidligt erkendte, at det efter al sandsynlighed ville blive nødvendigt at se sig om efter et nyt øvelokale. Og her kommer så det tidligere omtalte ”held i uheld” ind i billedet.
Gardehusarregimentet havde for længst henlagt deres residens fra Næstved til Slagelse og Gardehusarkasernens bygninger stod tomme. Bystyret i Næstved var dog allerede langt fremme med planer om bygningernes fremtidige anvendelse og nogle af planerne var allerede iværksat. Gennem en løbende dialog mellem URANIA’s bestyrelse, herunder ikke mindst en særdeles initiativrig næstformand, og Næstved Kommune faldt der så pludselig en appelsin i URANIA’s turban. Kommunen kunne stille et par gode og til formålet fortrinligt egnede lokaler på kaserneområdet til URANIA’s rådighed. Lokaler, hvor URANIA sammen med Næstved-Koret kunne være helt dem selv og have alt grej til øveaftener m.v. stående i modsætning til glasværkskantinen, hvor man forud for hver prøve måtte flytte borde og stole væk, stille alt sit grej op og flytte det hele tilbage igen, inden man gik hjem.
Disse lokaler har URANIA og Næstved-Koret nu fået indrettet til formålet.
Og ikke nok med det. URANlA foreslog Næstved Kommune, at den kunne få sit eget store byorkester. Hvorledes dette? Jo, ganske enkelt ved at give URANlA’s Underholdningsorkester status som Næstved Byorkester, som så kunne være et godt aktiv for den kommende storkommune!
Nu kendte Næstveds borgmester og byens øvrige kommunalpolitikere jo URANlA fra de flotte nytårskoncerter og fra flere andre optrædener inden for kommunen. Og det, man hidtil havde hørt og set, var tilsyneladende faldet i så god jord, at udnævnelsen til byorkester meget hurtigt blev besluttet og bekræftet af Næstved Byråd.
Den 10. maj 2005 var URANIA’s Underholdningsorkester med til at indvie den nyistandsatte byrådssal på Næstved rådhus. Her blev orkestrets nye status som Næstved Byorkester offentliggjort af borgmester Henning Jensen. Indvielsen blev direkte transmitteret til byens borgere via Internettet via kommunens nye Internet “TV-kanal”.
Kulturformanden udtalte bl.a. til pressen: ”Glastrompeterne kan blive en fuldgod erstatning for husarerne, som vi jo mistede for nogle år siden”.
Gennem URANIA’s nu mere end 120-årige tilværelse har der været år og begivenheder, som har haft en helt særlig betydning for foreningens virke og fremtid.
Først og fremmest naturligvis stiftelsen i 1884.
Derefter:
1941 med beslutningen om, at man nu også kunne optage medlemmer, som ikke var ansat på Glasværket.
1950 med fremkomsten af de første glastrompeter.
1961 hvor man indførte træblæsere og derved omdannede hornorkestret til et harmoniorkester.
1975 med dannelsen af det enestående Glasorkester. 1977 med Tyrolerorkestrets opståen.
1984 hvor Big Bandet så dagens lys (senere omdøbtes det til Swing Group og i 2011 tilbage til Big Band)
På linie med disse markante begivenheder kan man vist roligt sige, at med udflytningen fra Glasværket og Fensmark, hvor URANIA jo var “født” og havde sin opvækst gennem 120 år, til de nye lokaler i Næstved, samt med udnævnelsen af Underholdningsorkestret til Næstved Byorkester, kan nu også året 2005 med god ret betragtes som værende et af de meget betydningsfulde år.
I 2006 når vi så frem til nytårskoncert nr.7, – – – men det må vente.